Dårlig politisk kommunikation truer samfundsordenen

Det går godt i Danmark. Arbejdsløsheden er i bund, den danske befolkning gennemsnitligt rigere end nogen sinde før og kriminaliteten på et meget lavt niveau. Paradoksalt nok afspejler den polariserede politiske kommunikation dog den psykologiske tilstand af et Danmark, der er mere utilfreds, bange og frustreret end de fleste af os kan huske at have oplevet før.

Det står åbenbart så galt til med trygheden i Danmark, at det i de senere år er blevet anset som nødvendigt at indføre begrænsninger for befolkningen på stort set alle områder, fra uddannelsesområdet til ghetto politik og kriminalisering af børn. Men hvordan er dette kommet i stand, når vi er verdens lykkeligste land, hvor vi har en selvforståelse af, at alt er trygt og godt.

Problemet er, at der desværre er nogle i Danmark der alligevel ikke har fået del i velstandskagen og at uligheden i Danmark er ved at løbe løbsk. Hos de etablerede partier har disse stemmer ikke fundet forståelse, lydhørhed eller et talerør. Man har koncentreret sig om de velbjergede i middelklassen og dem der har opnået større velstand. Men der er opstået en gruppe, der søger et afløb for deres frustration og noget håndgribeligt at protestere imod.

I virkeligheden kritiserer proteststemmerne den måde politisk magt bliver udmøntet på i Danmark. Det handler ikke om højre eller venstre i det politiske spekter eller om ideologier, men om en tiltagende afstand mellem borgerne og det offentlige system i velfærdsstaten Danmark. Det handler om borgere i Danmark, der ikke føler sig set med deres problemer, hvad enten det er arbejdsløshed eller et anliggende hos politiet eller i sundhedssystemet. Borgere der føler sig lukket ude af det ”gode selskab” og som oparbejder en stigende mistillid til det offentlige system. Et system, som bruger mange ressourcer på at finde en vej til at undgå at hjælpe borgerne med deres lovmæssigt tilsikrede rettigheder.

Disse borgere ser samtidigt, at nogen angiveligt er mere lige i Danmark end andre. Der er nogen, der kan vaske penge rene uden det gør noget og andre der kan sende skattepenge til udlandet, mens den almene befolkning betaler regningen. Atter andre modtager bonusser i millionklassen for at fejle med deres arbejdsopgaver.

Juleaften så jeg, til min egen store overraskelse, den gamle film Convoy fra 1978 på tv. Det var pudsigt, som filmens plot mindede mig om de gule veste i Frankrig. I filmen får Rubber Duck følgeskab af en lang række lastbiler, som hver især har deres egen sag de demonstrerer imod. Det finder sympati hos den jævne mand, der kan identificere sig med den civile ulydighed, når der sker uretfærdigheder. I Frankrig har man tradition for revolution, mens temperamentet i Danmark er mere afdæmpet og man griber til det mest nærliggende: demokratiet selv.

Flere og flere danskere føler, at den psykologiske kontrakt mellem politikerne, som ansvarsbærere for samfundet, og borgerne er brudt. Derfor protesterer de. Ikke som i Frankrig ved at gå på gaden, men ved at benytte sig af det demokratiske system og stemme på den populistiske dagsorden, på dem, nogen kalder protestpartierne.

Kampen bliver ikke ført ved hjælp af demonstrationer og lignende, men i stedet på facebook og andre sociale medier samt i tv og i dagspressen. Medier og politikere er blevet ekstreme og alle har pakket den gode retorik væk. Et andet sprog har taget over: stand up sproget, der grænser til satire. Politik er blevet underholdning.

Gennem deres sproglige og retoriske appel til negative følelser skabes en ny virkelighed. Følelsen af frygt og utilfredshed bliver plejet og en ny og grummere virkelighed tager form: den virkelighed man kalder illusion. Illusionen om et Danmark i krise. Et Danmark der i overhængende grad skulle være truet af omverdenen, fremmede religioner og fremmede magters spionage og påvirkning. Et Danmark der angiveligt bliver løbet over ende af fremmede kulturer.

Tilbage står den gamle politiske elite med deres administrative sprog. Lige indtil nu, hvor de opgiver at komme igennem med budskaberne og i stedet kaster håndklædet og går med på de nye regler i det politiske spil.

Men de er uskolede i gamet og resultatet bliver et retorisk ræs mod bunden. En situation, hvor den hidtidige politiske elite reagerer med en eskalering af den polariserende kommunikation. Spørgsmålet er bare hvornår bunden er nået?

Reformpartierne står rådvilde og forsøger sig nu også med polariserende udsagn og personangreb. Men protestpartierne svarer med et nyt greb ned i den retoriske værktøjskasse, der også indeholder virkemidler, der virker beroligende og tillidsvækkende. Det er deres øjeblik, hvor de kan fremstille sig som redningsmænd. Endnu en illusion bliver skabt. Og igen bliver politisk kommunikation benyttet til at skabe illusionen om løsninger på de problemer, der også blot var illusioner.

Et af mange tiltag er den berømte ø. Andre tiltag handler om at beskytte ytringsfriheden ved at indskrænke den. Paradoksalt nok er der i det hele taget forbavsende mange politiske tiltag i de senere år, der handler om at skabe en illusion af mere frihed ved netop at begrænse den.

Men hvad sker der med de virkelige problemer, som aldrig bliver italesat? De er der stadig og vil fremadrettet være grobund for en endnu mere yderliggående retorik. Psykologisk har den politiske kommunikation rent faktisk været en succes og forskubbet virkeligheden, for dem der hidtil har følt sig overset. Godt nok er forholdene uændrede for denne gruppe, men de har fået den opmærksomhed de higede efter og der skabes som en illusorisk løsning af problemet, en ny underklasse: udlændingene. Dermed er den nye samfundsorden skabt.

En ting er dog ikke blevet opnået med den nye måde der føres politisk kommunikation på. Hele den polariserede debat med personangreb, dæmonisering mv. har ikke rykket nævneværdigt på stemmefordelingen. Og det efterlader et politisk spekter, der i stigende grad forbliver at være handlingslammet. Det kommende valg er derfor en lakmustest, hvor det afgøres, om der fortsat er et flertal for den ændring af samfundsordenen, sådan som den for tiden er i færd med at blive gennemført. Eller om et nyt flertal kan fastholde vores danske samfundsmodel, der bygger på lige muligheder for alle.

Den eneste måde at komme videre på, er at flytte vælgerne. Så, hvad er det der flytter stemmer?

Vælgere er som mennesker altid har været. De vil forstås og høres og den der er mest sympatisk vinder deres tillid. I en politisk kontekst betyder det, at man som politiker kan få ørenlyd for ens politiske standpunkt, hvis man er tillidsvækkende og troværdig. Så det gælder om at opbygge sympati, hvilket altid går gennem følelsen. Den følelse vælgerne gerne vil have omkring politikerne er en følelse af tillid. Tillid til at politikerne tager ansvar og er i stand til at løse problemerne. Den kommunikationsmæssige opgave går derfor først og fremmest på at vække denne tillid. Det sker ikke med polariserende retorik, dæmonisering af befolkningsgrupper eller politiske modstandere og manipulerende snak. Opgaven lyder derimod på at genopdage respekten for den politiske modstander og oppositionen samt den politiske argumentation, som en vej til løsninger, kompromiser og brede forlig. En vej Danmark tidligere har haft stor succes med.

Så hvem vil være den første til at bryde den onde cirkel? Og hvem har styrken?

Tilbage til blogoversigt